Transkønnet angriber livstidsdømte Peter Madsen med kniv

En transkønnet kvinde er tiltalt for at angribe Peter Madsen med en hjemmelavet kniv i fængslet

Da kvindemorderen Peter Madsen afsonede sin livstidsstraf i Herstedvester Fængsel i Albertslund, blev han angrebet med en hjemmelavet kniv af en forvarringsdømt medindsat.

Den indsatte har siden angrebet juridisk skiftet køn fra mand til kvinde, og derfor var hun altså på en mandeafdeling, da angrebet skete.

Knivoverfaldet foregik tilbage den 19. februar 2019, men sagen er først for retten nu, da mentalundersøgelse af den tiltalte har været forsinket, skriver Ekstra Bladet.

En fængselsbetjent, der har afgivet vidneforklaring om knivoverfaldet på Peter Madsen i retten, fortalte, at den tiltalte var oppe at køre, da hun stod foran Peter Madsens celledør, da han kom ud.

“Så flår den tiltalte (transkvinden red.) Peter Madsen til sig og begynder at hugge i siden på ham,” forklarede vidnet og viste med hånden, hvordan der blev stukket fire gange omkring højre balle, det skriver Ekstra Bladet, der har været til stede i retten.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Peter Madsen anholdes efter sit flugtforsøg fra Herstedvester Fængsel i 2020

En mandlig kollega til fængselsbetjenten var den første henne til knivoverfaldet, og han nåede lige at gribe fat i den tiltaltes arm, mens den var på vej med den hjemmelavet kniv mod Peter Madsens hals.

Her blev fængselsbetjentene klar over, at den tiltalte havde våbnet af plastik i hånden, hvor der var smeltet et barberblad fast i spidsen.

Spidsen var under overfaldet knækket af, så den sad fast i Peter Madsens store jakke, hvilket betød, at han ikke kom til skade.

I starten blev sagen efterforsket som et drabsforsøg, men er siden nedskaleret til grov vold.

SE OGSÅ: TILBAGEBLIK: PETER MADSEN SAGEN

Fængselsbetjentene forklarede under retssagen, at de ikke kender årsagen til overfaldet, men at ‘Peter Madsen generelt ikke er specielt populær i fængslet’.

En psykiater, der blev ført som vidne, blev også spurgt, om hun havde et bud på, hvorfor overfaldet skete.

“Ja, det har jeg sådan set. (Tiltalte. red.) havde en periode, hvor hun ikke var særlig stabil. Der har været mange af de perioder. Og så kom den her medindsatte (Peter Madsen, red.), som stjal hele billedet på afdelingen og var meget i fokus. Det, tror jeg, at hun har haft svært ved at håndtere. Hun har også haft behov for, at der var fokus og omsorg på hende,” sagde psykiateren ifølge Ekstra Bladet i retten.

Peter Madsen er senere blevet flyttet fra Herstedvester til Storstrøm Fængsel, hvor han afsoner sin livstidsdom efter mordet på journalisten Kim Wall i 2017.