To tiltalt for drab på frisør

Det var midt på dagen den 29. september 2020, at en sort VW Passat satte en pistolbevæbnet mand af i nærheden af frisøren Salon Ørn på Mørkhøjvej i København. Manden fortsatte til fods mod salonen, hvor han affyrede fire skud.

Tre af skuddene ramte 20-årige Kevin Ibraimovski og dræbte ham.

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har nu efter snart fire års efterforskning rejst tiltale i sagen, som efter anklagemyndighedens opfattelse udspringer af et opgør i bandemiljøet.

Blandt de tiltalte er en ledende figur i den daværende bande NNV. En anden NNV-figur, en 25-årig mand, er også tiltalt i forbindelse med drabet.

Derudover er en tredje NNV-mand, som er 22 år, under anklage for sammen med de to for at planlægge et drab på den mand, som ejede salonen.

Illustrationsfoto

Netop disse påståede drabsplaner er sagens udgangspunkt. Sagens anklageskrift beskriver i detaljer, hvordan den 30-årige ledende bandefigur i september angiveligt svingede taktstokken.

I første omgang forsøgte han ifølge sagens anklageskrift via en krypteret kommunikationstjeneste at finde ud af, hvor salonejeren opholdt sig. Derudover kom han i besiddelse af registreringsnummeret på en bil, som salonejeren angiveligt benyttede.

Han deltog også i sammen med de andre tiltalte at skaffe og klargøre en scooter, som skulle bruges til angrebet samt en række andre forberedende aktiviteter.

Drabet blev dog aldrig til noget. Salonejeren var ikke til stede, da drabet skulle udføres. Det var Kevin Ibraimovski til gengæld, men han havde held til at flygte ud i baglokalet, inden der blev skudt.

Fem dage senere satte den sorte VW Passat pistolmanden af, og han gik mod salonen til fods, hvor han dræbte Kevin Ibraimovski.

Politiet har ikke kunnet identificere pistolmanden. Men anklagemyndigheden mener at kunne bevise, at den 30-årige ledende bandefigur og den 25-årige NNV-mand deltog i forberedelserne og udførelsen.

Allerede i foråret 2021 blev de to yngste tiltalte anholdt og varetægtsfængslet i sagen. Men beviserne mod dem viste sig ikke at være stærke nok, og de blev senere løsladt.

I foråret i år blev de anholdt igen, og sammen med den 30-årige, som sad fængslet i en anden sag, blev de fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i sagen.

Det fremgår af sagens anklageskrift, at et ikke nærmere angivet antal uidentificerede personer har deltaget i planlægningen og udførelsen.

Men det er er altså kun den 30-årige og den 25-årige, som er anklaget for drabet, mens den 22-årige sammen med de to andre er anklaget for drabsforsøget nogle dage tidligere.

Banden NNV – en forkortelse, der henviser til bydelene Nørrebro og Nordvest, nedlagde sig selv i efteråret 2022.

Retten på Frederiksberg skal bruge 18 dage til at behandle sagen. Den indledes til november med forventet dom til foråret.

Ud over at tage stilling til de tiltaltes skyld skal retten vurdere, om der er tale om bandekriminalitet. Det vil nemlig resultere i en højere straf. Det er anklagemyndighedens opfattelse, at der var tale om en krig mellem NNV på den ene side og Tingbjerg-gruppen på den anden.

I udgangspunktet straffes bandedrab med fængsel på livstid.