Tiltalt for overgreb mod mere end 27 piger under 15 år

En 24-årig mand er ved Retten i Esbjerg blevet tiltalt for en lang liste af overgreb mod intet mindre end 27 piger, primært under 15 år.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi onsdag morgen i en pressemeddelelse.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at der er tale om i alt 65 forhold, som manden er tiltalt for. Ofrene omfatter 27 piger, som primært var under 15 år gamle.

Manden er tiltalt for voldtægt eller voldtægtsforsøg af syv af pigerne. Han er også tiltalt for at have brugt fysisk eller psykisk overmagt, tvang eller trusler til at tvinge sig til samleje med børn under 15 år.

Han er også tiltalt for blufærdighedskrænkelse, besiddelse af seksuelt materiale af personer under 15 år og for at have delt materialet.

LÆS OGSÅ: Onanist på fri fod – kender du manden?

De 65 forhold har fundet sted fra 2014, til han blev anholdt på sin bopæl i Vejen Kommune i april sidste år. Han har siddet varetægtsfængslet siden da. Retssagen er berammet til at starte 4. marts.