En 19-årig mand er blevet varetægtsfængslet under anklage for at have voldtaget en kvindelig bekendt på en strand i Nordjylland
En dommer ved Retten i Hjørring har fredag under et grundlovsforhør varetægtsfængslet en 19-årig mand, der er sigtet for voldtægt.
Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Patrick Sørensen til Nordjyske.
SE OGSÅ: KVINDE DRÆBT I ULYKKE: FLØJ OVER RUNDKØRSEL
Ifølge anklageren er manden helt konkret sigtet for at have voldtaget en kvindelig bekendt på stranden i Saltum omkring klokken 23 den 14. august.
Den 19-årig tiltvang sig ifølge anklagen samleje med kvinden, der tydeligt sagde fra.
Den 19-årige nægter sig skyldig og har kæret varetægtsfængslingen til landsretten.
Grundlovsforhøret fredag blev afholdt bag lukkede døre. Derfor har Nordjyllands Politi ikke yderligere kommentarer i sagen.