Snevejret skabte massive problemer på de danske veje onsdag, hvor flere end 5000 bilister ringede efter hjælp.
Sådan lyder den samlede melding fra Falck og SOS Dansk Autohjælp torsdag morgen.
– Det er en af de travleste dage, vi har haft i nyere tid, siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos sidstnævnte.
– Det skyldes de massive mængder sne i et forholdsvist stort område.
Sneen har primært skabt problemer i Jylland, hvor mange opgaver stadig ikke er blevet løst. Flere steder har det nemlig ikke været muligt at komme frem.
Derfor starter begge selskaber torsdagen med at skulle indhente et efterslæb.
Robin Hinrichsen, der er driftsleder hos Falck, har arbejdet der i otte år. I sin tid hos Falck kan han ikke mindes en dag, hvor man har oplevet noget lignende.
– En del af forklaringen er formentlig, at man i Nordjylland var bedre varslet, i forhold til hvad der blev fortalt i nyhederne.
– Jeg tror derimod, det er kommet som en større overraskelse i eksempelvis Østjylland, siger han.
Hos Falck har man torsdag morgen klokken 8 omkring 300 køretøjer stående, som man endnu ikke har været ude ved.
Derfor håber han også, at borgerne forstår alvoren i at køre ud, og han opfordrer dem til at tænke sig om en ekstra gang, inden de bevæger sig ud.
Den opfordring bakker flere politikredse op om.
Både i Nordjylland og Østjylland fraråder politiet fortsat unødig udkørsel i enten hele kredsen eller i forskellige kommuner.
I Østjylland gælder meldingen i hele kredsen frem til klokken 14 torsdag.
For politikredsen i Nordsjælland gælder advarslen mod udkørsel for kommunerne Gribskov, Halsnæs, Frederikssund og Egedal.
På Bornholm har trafikselskabet BAT indstillet al skolebuskørsel på hele øen. Det sker af sikkerhedsmæssige årsager, lyder det.
Torsdag morgen skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på X, at det er i de sydøstlige egne, det stadig sner.
Ifølge DMI ligger der i store dele af Jylland og på Midt- og Nordsjælland varierende mængder sne. Særligt i Østjylland er der faldet en del sne, nogle steder over 15-20 centimeter, skriver DMI.