En voldsom færdselsulykke har tirsdag aften fundet sted. Motorcyklen, der er forulykket, er revet i stykker. Politiet har senere meldt ud, at en 38-årig er i kritisk tilstand
Tirsdag aften har en motorcyklist været i et slemt færdselsuheld. Ulykken er sket på Smørum Bygade i Smørum.
Nordsjællands Politi har på det sociale medie X meddelt, at man er tilstede på ulykkestedet.
“Der vil være afspærret på de tilstødende veje og tidhorisonten er ukendt,” skriver de i postet.
Presse-fotos.dk har været i kontakt med vagtchefen ved Nordsjællands Politi, der ikke har yderligere oplysninger om ulykken.
“Vi vil melde noget ud på et senere tidspunkt, men jeg har ikke mere at tilføje lige nu,” siger vagtchefen.
Billeder fra stedet viser, at motorcyklen er flået itu under ulykken – det er af hensyn til sagens karakter billeder, som Presse-fotos.dk vælger ikke at bringe.
Senere har Nordsjællands Politi meldt ud på det sociale medie X, at en mandlig motorcyklist er i kritisk tilstand som følge af ulykken.
(Artiklen fortsætter under billedet)
‘En 38-årig motorcyklist forulykkede af ukendte årsager. Han er kørt til Rigshospitalet i kritisk tilstand,’ lyder det fra Nordsjællands Politi.
Klokken 21.30 arbejder politiet stadig på stedet og forventer at gøre det i en time endnu.
Politiet har ikke yderligere oplysninger i sagen, før resultatet af undersøgelserne ligger klar.
De pårørende er underrettet.