Skuddrab på Christiania: Sigtet skal blive bag tremmer!

En 18-årig mand, der er sigtet i forbindelse med weekendens skuddrab på Christiania i København, skal forblive varetægtsfængslet.

Det har Østre Landsret stadfæstet, oplyser Københavns Politi til Ritzau.

Den 18-årige blev søndag varetægtsfængslet i foreløbig 25 dage ved Retten på Frederiksberg.

Han nægter sig skyldig, og derfor kærede han efterfølgende varetægtsfængslingen. Det betyder, at landsretten skal tage stilling til spørgsmålet.

LÆS OGSÅ: Mand fra Loyal to Familia fængsles: Blev set i forbudt zone

Manden er sigtet for drab og drabsforsøg ved at have været med til at planlægge drabet på en 30-årig mand, der døde under skyderiet.

Fire andre personer blev også såret.

Skyderiet skete klokken 19.25 lørdag, da to maskerede gerningsmænd ankom til Pusher Street, der er centrum for den organiserede handel med hash på Christiania.

LÆS OGSÅ: Politiet efterlyser ejere til flugtkøretøj fra Christiania-skyderi

De to mænd affyrede skud og gik derefter ind i bygningen Stjerneskibet, hvor de skød og dræbte den 30-årige.

Den 18-årige menes ikke at være en af de to mænd, der affyrede skuddene. Men han skal – ud over drabet – have været med til at planlægge deres flugt.

Ifølge Københavns Politi havde den dræbte relation til rocker- og bandemiljøet.

LÆS OGSÅ: Efter drab på rocker: Her er visitations-zonerne

Planlægningen af drabet skal ifølge politiet være sket i perioden fra 24. august til 26. august, hvor skyderiet fandt sted.