Sigtet for drabsforsøg på 52-årig kvinde

En 59-årig mand er anholdt og sigtet for et drabsforsøg begået mod en 52-årig kvinde torsdag formiddag i Aabenraa

En 59-årig mand fremstilles fredag klokken 11.30 i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.

‘Han er sigtet for drabsforsøg på en 52-årig kvinde i Aabenraa torsdag,’ oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi fredag formiddag.

Det var torsdag klokken 11.14, at politiet modtog en anmeldelse om knivstikkeri ved jobcentret på Kallemoseni Aabenraa.

Her blev den 52-årige kvinde, der er fra lokalområdet, ramt af knivstik. Hun blev efterfølgende behandlet og blev meldt ved bevidsthed og uden for livsfare.

Den mistænkte gerningsmand – den 59-årige mand – blev anholdt i en bil klokken 12.03 i Løgumkloster, der ligger cirka 20 kilometer vest for Aabenraa.

‘Vi kan ikke oplyse noget om motiv, men gerningsmanden og den forurettede har en relation til hinanden,’ oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi i går.

SE OGSÅ: 49 BRANDFOLK INDSAT VED EKSPLOSION OG ENORM BRAND

Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger skal gerningsmanden være en ekskæreste eller eksmand til den 52-årige kvinde. Det er dog ikke en oplysning, redaktionen har kunne få bekræftet af politiet.

Anklagemyndigheden vil ved grundlovsforhøre begære lukkede døre. Derfor har Syd- og Sønderjyllands Politi ikke yderligere oplysninger.

OPDATERINGEN:

Den 59-årige mistænkte gerningsmand er under grundlovsforhøret blevet varetægtsfængslet i fire uger.

‘Han erkender trusler, men nægter forsøg på manddrab,’ oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han kærede dog ikke varetægtsfængslingen.