Sigtelse: 20-årig stak mand ned med flere knivstik

En ung mand er sigtet for drabsforsøg efter et knivstikkeri i aftes

En 21-årig mand blev mandag aften hastet på hospitalet i alvorlig tilstand efter at være blevet stukket mindst tre gange med en kniv på Frederikssundsvej ved Hyrdevangen i Brønshøj.

En 20-årig mand blev kort efter episoden anholdt af politiet.

‘Han fremstilles i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg klokken 09.30. Her er han sigtet for drabsforsøg,’ oplyser anklagemyndigheden.

Det var mandag aften klokken 19.01, at Københavns Politi fik anmeldelsen om knivstikkeriet.

“Der er tale om en 21-årig mand, der er blevet stukket med kniv, og han er nu i behandling. Vi har anholdt en 20-årig mand, som vi mistænker for at at være gerningsmanden,” fortalte vagtchef ved Københavns Politi Espen Godiksen mandag aften til Presse-fotos.dk og tilføjede:

“Selve episoden har fundet sted uden for visitationszonen. Om den har noget at gøre med de øvrige episoder, er det for tidligt at sige noget om endnu. Vi skal først tale med begge parter.”

Efter episoden var politiet talstærkt til stede i området med blandt andet hundepatruljer i efterforskningsarbejdet.

Det er endnu uvist, hvilken relation offeret og den mistænkte gerningsmand har.

Dørene under grundlovsforhøret er blevet lukket af hensyn til efterforskningen.

SE OGSÅ: STOR UDRYKNING TIL BRAND I KØBENHAVN

OPDATERING:

Den 20-årige mand er efter grundlovsforhøret blevet varetægtsfængslet i 28 dage.