Der kommer konstant nye svindelmetoder, og det er vigtigt, at vi alle holder os opdaterede for at beskytte os selv og vores nærmeste. Svindlere bliver stadig mere kreative i deres forsøg på at narre folk. Dette er relevant for alle aldre!
Denne artikel er skrevet af en skribent, der har dækket talrige svindelsager. Teksten er derfor også udtryk for skribentens egne vurderinger, der bygger på erfaringer fra især mange nylige svindelsager.
Anmeldelser
Nationalt Center for IT-kriminalitet modtog i 2023, 35.254 anmeldelser om it-relateret økonomisk kriminalitet. I 2022 var det tal på 27.038. Bemærk, at det kun er de anmeldte sager – tallene kan altså stige.
Falske mails
Politiet har flere gange meldt ud om, at der er en stigning i falske mails, hvor svindlere udgiver sig for at være fra din bank, et firma eller andet. Disse svindler-mails ser ofte meget troværdige ud, og beder om følsomme oplysninger som kontonumre og adgangskoder. Tjek afsenderens emailadresse nøje, og lad være med at svare, hvis du er det mindste i tvivl, om det kan være svindel.
Falske sms’er
Tilsvarende sendes falske sms’er som aldrig før, der hævder, at du eksempelvis har en pakke på vej, eller en nyere og langt mere avanceret sms, der påstår at være et af dine børn, der spørger dig om penge.
Disse beskeder kan indeholder links, som fører til skadelige hjemmesider, eller telefonnummer, du opfordres til at ringe op til eller sende penge til. Tryk ikke på links i SMS’er, hvis du er i tvivl, ring ikke op til folk du ikke kender og dobbelttjek ægtheden af sms’en.
Opkald
Politiet har udtalt at det ofte er ældre mennesker som svindlere ringer til for at lokke deres konto informationer ud af dem. Sørg for at fortælle de ældre, du kender, om svindel og hvilke metoder de bruger. Politiet udtaler at hvis nogen ringer og vil tale om dine penge, konto, kreditkort og koder– så læg røret på.
Ligesom man skal huske ikke at lukke folk, man ikke kender, ind i sin opgang, så skal man heller ikke give sine konto eller kortinformationer ud til en i telefonen, heller ikke selvom vedkommende siger, de er fra din bank eller din familie.
Fake news
Der spredte sig for nylig billeder på sociale medier af, at Det Skæve Tårn i Pisa var væltet, men det viste sig at være falske nyheder. I sådan en situation er det godt at være kritisk, og krydstjekke med et eller flere pålidelige nyhedssites, og huske sig selv på at ikke alt, man ser online, er ægte.
Deep fakes
En nyere og mere avanceret svindelmetode er brugen af AI-genererede videoer, kendt som deep fakes, dem kommer vi til at se flere af i fremtiden.
I disse videoer kan kendte personer tilsyneladende udtale sig om forskellige emner, men i virkeligheden er det hele falsk og manipuleret. På grund af den avancerede teknologi vil det ligne og lyde præcis som den ægte vare.
Tal med dine børn
Sørg for at tale med dine børn om, hvordan de kan vurdere pålideligheden af de informationer, de møder på nettet. Ligesom de skal lære at der findes voksne, som ikke vil dem godt, så skal de også lære at der findes svindel på mange planer. Lær dine børn at faktatjekke nyheder på pålidelige nyhedssites inden de drager konklusioner eller deler fake indhold.
Dobbelttjek information
At kunne skelne mellem fakta og fiktion online er afgørende for at undgå at blive narret af scams og misinformation, og det gælder både børn og voksne. Dobbelttjek informationen, når det er muligt, og vær kritisk overfor ukendte kilder. Vær på vagt overfor svindel i din hverdag.
Lav et kodeord
En idé som Sarah Grünewald kom med til Tv2, er at afhjælpe problemet med falske SMS’er der udgiver sig for et familiemedlem der spørger om penge, kan man med sine nærmest som man normalvis måske ville sende penge til, aftale et kodeord, et såkaldt “safe word” som kan verificere ægtheden af samtalen.
Samfund og tillid
Det er en svær balance, for samtidig skal vi som samfund ikke totalt miste tilliden til hinanden. Når vi eksempelvis køber en billet til en koncert, er det vigtigt at tage de nødvendige forholdsregler, men uden at blive helt mistroiske over for alle.
Der findes heldigvis stadig gode mennesker, der er desværre også bare kommet langt flere der vil snyde os. Del denne viden med dine nærmeste, så de også kan være på vagt og undgå at blive snydt.