Så skal vi til det igen: Her vælter regnen ned i Danmark

Efter et par dage med pænt vejr vender regnen søndag tilbage med fuld styrke. Landet kan se frem til masser af nedbør.

Fronten bevæger sig op igennem landet fra det sydlige Jylland og Fyn, hvor regnen vil være mest intens søndag morgen. Her er temperaturen også lavest, og det vil sige, at noget af nedbøren kan komme som slud.

Senere får Nordjylland og Nordsjælland den mere intense regn, mens det bliver bygevejr i den sydlige del af landet.

Mest regn kommer der alt i alt i et bælte fra Vestjylland over Aarhus-området til det nordvestlige Sjælland.

Temperaturerne bliver mellem 4 og 11 grader, men da det samtidig bliver blæsende - op til stiv kuling - bliver det også en kold omgang at bevæge sig udenfor.