Royal Run 2025: Ny værtsby offentliggjort

Arkivfoto: Royal Run 2024.
Arkivfoto.

Royal Run 2025: Korsør fejrer 600-års jubilæum og er én af i alt fem værtsbyer for landets største motionsløb.

Korsør bliver én ud af i alt fem værtsbyer for næste års Royal Run, og det er der en helt særlig årsag til.

Byen fejrer nemlig 600-års jubilæum, når motionsløbet næste år løber af stablen.

‘Vi glæder os selvfølgelig rigtig meget til at byde tusindvis af løbere velkommen til Korsør, og vi er meget stolte over at være udpeget til værtsby. Royal Run bliver en kæmpe oplevelse for alle, og vi er klar til at vise Korsør frem og være med til at skabe fantastiske rammer for årets helt store løbeevent,’ siger borgmester i Slagelse Kommune Knud Vincents (V).

I ugens løb bliver der hver dag præsenteret en ny værtsby. Foruden Korsør skal også Ribe, Viborg og Horsens være vært for landets største motionsløb.

Motionsløbet finder sted anden pinsedag den 9. juni, og på fredag ventes den femte og sidste by at blive offentliggjort.

Royal Run er et løb i fællesskabets tegn

Det var da den daværende kronprins Frederik fyldte 50 år, at det første motionsløb blev afholdt tilbage i 2018.

Nu er han, som bekendt, landets konge, og næste år bliver det altså den syvende udgave af slagsen.

I år blev der tilmed sat deltagerrekord med 95.330 tilmeldte. Her var det byerne Brønderslev, Aarhus, Fredericia, Kalundborg og København/Frederiksberg, der stod for værtsskabet.

Motionsløbet bliver arrangeret af Bevæg dig for livet og er et initiativ i samarbejde mellem idrætsorganisationerne Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik.

‘Vi er meget glade for at kunne være med til at fejre Korsørs jubilæum ved at bringe Royal Run til byen. Vi er sikre på, at vi i et tæt samarbejde kan skabe en stor motionsfest, der minder alle om glæden ved at bevæge sig i fællesskab,’ udtaler Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og medlem af Royal Runs styregruppe.

Det forventes, at salget af startnumre til Royal Run åbner i løbet af november.

I går blev Horsens offentliggjort som værtsby.