Politiet advarer nye studerende i en pressemeddelelse. Det sker i en opdatering fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK)
Meldingen kommer i en tid, hvor mange unge netop er blevet optaget på studier. Og for manges vedkommende betyder det, at man skal ud og se sig om efter en lejebolig.
Men hvert år udnytter svindlere, at boligmarkedet er presset – særligt i København, og det får nu politiet til at komme med en advarsel.
– Vi ser hvert år boligsvindlere, der narrer folk til at indbetale et depositum eller forudbetalt leje for en bolig, der ikke eksisterer, siger Kresten Munksgaard, der er sektionsleder i Forebyggelse og Analyse i NSK.
Størstedelen af de forurettede bor i Københavns politikreds.
Hvis man bliver snydt, er der desværre ingen garanti for at få sine penge tilbage, er NSK’s vurdering.
– Pengene forsvinder ofte hurtigt fra gerningsmandens konto, enten via et pengemuldyr eller fordi de bliver hævet til kontanter. Der er derfor god grund til at være på vagt, siger Kresten Munksgaard.
Sektionslederen har derfor en tommelfingerregel om, at hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt, så er det som regel det.
– Hvis man ser en mega billig lejlighed på tre værelser i København til meget få penge, så skal man passe ekstra godt på, fordi de hænger desværre ikke på træerne, siger Kresten Munksgaard.
Derfor lyder anbefalingen, at man altid tager ud og ser lejligheden. Og så skal man bede udlejer vise ID, så man kan slå op i tinglysningen, om vedkommende er den reelle ejer af boligen.
– Skal man overføre penge, skal man sørge for at lave en elektronisk pengeoverførsel, så man har et pengespor at gå efter, hvis man skulle være så uheldig at blive snydt, siger Kresten Munksgaard.
Selv om svindel med lejeboliger er en tilbagevendende tendens, er der dog sket en lille forbedring i antallet af anmeldelser.
Tal fra Nationalt Center for It-Kriminalitet (NCIK) viser ifølge TV 2, at der i 2021 på landsplan blev indgivet 256 anmeldelser. I 2022 var det tal steget til 299 anmeldelser.
Sidste år modtog politiet 201 anmeldelser om svindel i forbindelse med boligudlejning, lyder det fra NSK.
Tallet for 2024 er ikke opgjort endnu.