Mandag morgen har politiet delt en efterlysning af to personer, der er mistænkte for, hvad ordensmagten selv beskriver som ‘alvorlige sager’.
Efterlysningen, der mandag morgen er offentliggjort af politiet, sker som led i efterforskningen af en række sammenstød i forbindelse med fodboldkampe.
Mere præcist er det sammenstød og uroligheder efter kampen mellem F.C. København og Brøndby IF den 1. september.
Nu beder politiet om hjælp til at identificere to mænd, man mistænker for at have deltaget i urolighederne.
Den ene af de to efterlyste personer bliver beskrevet som A.
Han er mistænkt for at have angrebet politiet, ved at have kastet en vandflaske, der ramte en betjent på hjelmen. Det skulle angiveligt være sket efter kampen, omkring klokken 16.50 på Svanemøllen Station på Østerbrogade.
Den anden mistænkte, der bliver kaldet B, er mistænkt for at have deltaget i det meget omtalte 7/Eleven-angreb.
Her skulle dørene være blev brudt op til kiosken, også på Svanemøllen Station, hvorefter der blev stjålet forskellige varer.
Københavns Politi beskriver, at indbruddet skete lige før flaskekastet.
”Det er alvorlige sager, som vi har efterforsket grundig og har blandt andet set en hel del videoovervågning igennem. I indbrudssagen har vi allerede sigtet en person, men vi ved, at der var flere gerningsmænd, og dem arbejder vi på at få fat på. Jeg håber, at der er borgere, der kan hjælpe os med identiteterne på de to mænd på billederne,” siger vicepolitiinspektør Jesper Beuschel fra Københavns Politi.
Opdatering:
Politiet oplyser på det sociale medie X, at mistænkte A har meldt sig selv. Billederne og signalamentet af ham er derfor slettet.
Mistænkte B er onsdag eftermiddag blevet anholdt af Vestegnens Politi. Billederne og signalamentet af ham er derfor slettet.