Planlagde terroraktion til Taylor Swift-koncerter

To mænd er blevet anholdt for at planlægge flere terrorangreb til en række Taylor Swift-koncerter. De tre koncerter, som var målet for terrorhandlingerne, er planlagt til at blive afholdt torsdag, fredag og lørdag i Wien.

De østrigske myndigheder har onsdag anholdt to mænd, som nu er mistænkt for at planlægge flere terrorangreb, når tusindvis af fans ville møde op til koncerter med Taylor Swift.

Det skriver Der Standard.

Generaldirektøren for offentlig sikkerhed i Østrig, Franz Ruf, oplyser til mediet, at den ene af de to anholdte er en 19-årig mand.

Det østrigske politi har ransaget mandens hus og her har de gjort et bekymrende fund.

På mandens bopæl er der blevet fundet kemiske stoffer, skriver mediet.

Den 19-årige er ifølge mediet radikaliseret og svor loyalitet til den nuværende leder af Islamisk Stat.

I en anden sag er et Hizb-ut-Tahrir medlem netop blevet idømt fængsle for fejring af Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober.