Over 800 kilo kokain skyllet i land på dansk strand

To mænd er anholdt og sigtes for at indsmugle 818 kilo kokain, der tilbage i marts drev i land på stranden ved Sjællands Odde.

Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) tirsdag i en pressemeddelelse.

De to mænd på henholdsvis 27 og 60 år blev tirsdag anholdt i Storkøbenhavn.

De er sigtet for i fællesskab med tre medgerningsmænd at have organiseret indsmuglingen af det store parti kokain.

Kokainen blev ifølge politiet dumpet i sportstasker i de indre danske farvande lørdag 16. marts og drev efterfølgende i land på stranden ved Sjællands Odde.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Billede af stranden i Sjællands Odde, hvor det første fund blev gjort.

Det er politiets opfattelse, at mændene skulle samle kokainen op til søs med henblik på at distribuere de illegale stoffer videre.

– Der er tale om omfattende mængder narkotika. Det er derfor med stor tilfredshed, at vi nu har kunnet skride til anholdelse af en del af et organiseret kriminelt netværk, siger vicepolitiinspektør i NSK Lars Feldt-Rasmussen.

De to mænd fremstilles tirsdag klokken 13 i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk.

De tre øvrige mænd, der ifølge politiet har medvirket ved indsmuglingen, fremstilles in absentia – det vil sige uden at være til stede ved grundlovsforhøret.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor de tre mænd opholder sig.

Alle fem mænd vil blive begæret varetægtsfængslet.

Anklagemyndigheden vil bede om lukkede døre, når grundlovsforhøret går i gang, oplyser NSK.

Det er blandt andet i dette område ved Gribenvej i Sjællands Odde, at taskerne er skyllet i land
Download den nye opdaterede Presse-fotos.dk-app helt gratis på AppStore