Fredag aften blev statsministeren udsat for et overfald på Kultorvet i København. En 39-årig mand blev anholdt for at stå bag overfaldet og nu kommer Mette Frederiksen med sin reaktion på den chokerende oplevelse.
I et Facebook-opslag skriver Mette Frederiksen, at hun er både taknemmelig og rørt over den store opbakning, som hun har fået.
Men statsministeren er også ked af det og har derfor brug for ro, lyder det blandt andet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Jeg er ked af det og rystet over episoden i går, men er i øvrigt i god behold. For en gangs skyld har jeg brug for ro. Både for krop og sjæl. Jeg har brug for at være sammen med min familie og brug for at være mig selv lidt”, skriver Mette Frederiksen.
Den 39-årige polske mand har lørdag været for retten, hvor han har forklaret, at han var overrasket over at se statsministeren på gaden. Ydermere har manden udtalt, at hun er en “rigtig god statsminister”.
Polakken er blevet fængslet frem til 20. juni.
Han nægter sig skyldig i vold.