Antonsen er semifinaleklar efter badmintonshow

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Publikum i Odense fik underholdning for alle pengene, da Anders Antonsen vandt kvartfinalen over Alwi Farhan.

Kampen bød på flere lange dueller, præcise placeringer og hårde slag, mens begge spillere forsøgte at finde åbninger i modstanderens forsvar gennem hele opgøret.

Anders Antonsen er nemlig kommet et skridt nærmere på at vinde Danmarks største badmintonturnering for tredje gang.

Den femteseedede aarhusianer vandt en seværdig kvartfinale i Denmark Open over Alwi Farhan fra Indonesien efter to underholdende sæt med cifrene 21-17, 21-16.

Den 21-årige indoneser er tidligere ungdomsverdensmester og på vej mod verdenstoppen hos de voksne.

Hans bevægelighed og kraftfulde smash kan være en stor udfordring, men Antonsen har ramt topformen i den prestigefyldte turnering i Odense.

Publikumsfavoritten fik flere gange jublen til at rulle gennem arenaen i et forrygende første sæt, hvor de to spillere jagtede hinanden rundt i alle banens hjørner og skiftedes til at sammensætte pointserier.

Den unge indoneser så ud til at have fundet en opskrift, da han vandt fire bolde i træk og reducerede til 13-14. Men Antonsen samlede sig, vandt de næste seks dueller og tilspillede sig syv sætbolde ved 20-13.

Antonsen rystede en smule på hænderne og måtte se Farhan reducere til 17-20, inden han afgjorde sættet efter endnu en maratonduel.

Danskeren fortsatte takterne fra anden sæts begyndelse og bragte sig hurtigt foran 7-2.

Men Farhan var ikke slået, og når Antonsen ikke fik nok længde på sine slag, blev han straffet med endnu et nærmest lodret smash. Indoneseren udlignede til 9-9, inden Antonsen fik brudt hans rytme.

Ved 15-12 til danskeren fik Farhan en fjer i øjet og måtte have lægebehandling. Men den lille pause generede ikke Antonsen, der styrede målrettet mod semifinalen.

Han udnyttede sin matchbold, da Farhan sendte bolden ud af banen.

I lørdagens semifinale venter fransk modstand. Her står Antonsen over for andenseedede Christo Popov.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce