Nato om Putins atomvåben i Belarus: Det er farlig retorik

Foto: NATO

Selv om Rusland vil placere atomvåben i Belarus, har Nato ingen planer om at ændre sin tilgang til atomvåben

Der er tale om “farlig og uansvarlig” retorik, når præsident Vladimir Putin annoncerer, at Rusland vil placere taktiske atomvåben i Belarus.

Sådan lyder det i en skriftlig kommentar fra en talsperson for forsvarsalliancen Nato til nyhedsbureauet Reuters søndag.

Der er dog intet i den russiske præsidents udmelding, der får Nato til at ændre sin egen tilgang til atomvåben.

– Vi har ikke set nogen ændringer i Ruslands holdning til atomvåben, der kunne få os til at ændre vores egen indstilling, skriver talspersonen.

Putin meddelte lørdag aften, at Rusland er blevet enig med Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, om at placere Ruslands taktiske atomvåben på nabolandets territorium.

I den forbindelse hævdede Putin, at Rusland blot gør, hvad USA gør, når amerikanerne placerer atomvåben hos sine allierede i Europa.

– Vi udleverer dem ikke. Og USA udleverer dem ikke til sine allierede. Vi gør grundlæggende det samme, som de har gjort i et årti, sagde han.

Taktiske atomvåben har aldrig været anvendt i krig.

De er udviklet til at kunne udslette en fjende og dennes militære udstyr på kamppladsen. Det står i modsætning til strategiske atomvåben, der kan udslette et helt land.

Putins påstand om, at Rusland med sin placering af atomvåben i Belarus blot handler på samme måde som Nato-landene, bliver afvist af Nato.

– Ruslands henvisning til, at Nato-landene deler atomvåben, er totalt misvisende. Nato-allierede handler med fuld respekt for deres internationale forpligtelser, skriver talspersonen for Nato til Reuters.

– Rusland har konsekvent brudt sine forpligtelser om våbenkontrol, senest ved at suspendere New Start-traktaten.

Han henviser til, at det russiske parlament i februar stemte for at suspendere Ruslands deltagelse i atomnedrustningsaftalen New Start. Atomaftalen indgik Rusland med USA tilbage i 2010.

New Start begrænsede antallet af atomsprænghoveder, som USA og Rusland må have i deres beholdninger. Aftalen tillod de to lande at være i besiddelse af 1550 strategiske atomsprænghoveder, som er klar til brug.

/ritzau/