Mørke afbryder Tausons svære kamp i Wimbledon

Clara Tauson blev tirsdag aften ikke færdig med sin kamp i første runde af grand slam-turneringen Wimbledon.

Mørket sænkede sig nemlig hastigt over tennisanlægget i London, da solen var gået ned, og til sidst appellerede danskerens modstander, amerikanske Danielle Collins, til at få opgøret afbrudt.

Det ønske opfyldte kampens dommer, og derfor skal opgøret spilles færdig onsdag. Og måske er det slet ikke så skidt for Clara Tauson.

Hun er nemlig bagud med 3-6, 4-4 mod verdens nummer 11 og har kæmpet lidt med sit temperament.

Derfor er en pause måske ikke nogen dum ting for den unge tennisspiller, som nu får mulighed for at starte på en frisk onsdag, hvor der er masser af muligheder for at komme tilbage i opgøret.

Clara Tauson viste nemlig i glimt, at hun sagtens kan være med mod de allerbedste. Hendes problem i tirsdagens dyst var, at hun manglede stabilitet, og at hun i en periode nærmest konstant skældte ud på sig selv.

Opgøret fik en besynderlig indledning i den skarpe aftensol, som stod lavt ind på banen. De to kombattanter lavede masser af fejl, og særligt i egne servepartier gik det galt for dem.

Det betød, at de første fem partier endte med servegennembrud. Desværre for Clara Tauson var det Danielle Collins, der først fik styr på det, da skyggen havde vundet over solen.

Da Collins holdt serv første gang, var Tauson nede med 2-4, og frustrationen havde et par gange været ved at løbe af med danskeren, der var hård ved sig selv, så snart hun lavede fejl.

Tauson kom aldrig i omdrejninger i første sæt, og i pausen efter sættet fik hun behandling af sit håndled. Måske var det det, der drillede, da andet sæt kom i gang. I hvert fald havnede hun i problemer.

Collins vandt andet sæts første parti rent, og i det efterfølgende parti virkede Tauson nedslået. Hun var i nærmest konstant dialog med sin træner, Lars Christensen, og så fortsatte hun med at skælde ud på sig selv.

Det var efterhånden også tydeligt, at det beskadigede venstre håndled, som hun skulle bruge i sin baghånd, rent faktisk voldte hende problemer. Nogle slag virkede i hvert fald sværere for hende at udføre.

Trods problemerne fik hun stille og roligt mere ro på sig selv. I hvert fald vendte hun i mindre grad frustrationerne udad, og hendes niveau lå på et mere stabilt leje.

Det var dog svært at se, hvordan hun skulle bryde Collins’ serv, og måske derfor er det belejligt at kunne tale med sin træner, inden det går løs onsdag.