Massiv udrykning til folkeskole

Politiet er talstærkt til stede omkring en folkeskole på den københavnske del af Amager

Fredag middag er Københavns Politi rykket ud til Skolen på Amagerbro.

“Der befinder sig mindst ti politibiler omkring skolen og mere end 18 betjente. Der er netop kommet fire hunde, der er på vej ind på skolen areal. Politiet har samtidig afspærret alle indgange,” fortæller Presse-fotos.dks udsendte.

På det sociale medie X bekræfter Københavns Politi, at man er til stede på skolen.

‘Vi er lige nu til stede ved Skolen på Amagerbro, hvor vi undersøger et mistænkeligt forhold. Eleverne er ikke på skolen på nuværende tidspunkt,’ lyder det fra politikredsen.

SE OGSÅ: 22-ÅRIG MAND DRÆBT PÅ STEDET

Ansatte inde på skolen fortæller til Presse-fotos.dk, at der angiveligt er indleveret en bombetrussel. Derfor er de evakueret.

Det er ikke oplysninger, som politiet kan be- eller afkræfte over for Presse-fotos.dk.

Ingen personer er meldt tilskadekomne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

OPDATERING:

Københavns Politi har klokken 12.45 meldt ud, at man stadig undersøger det mistænkelige forhold.

‘Vi undersøger fortsat det mistænkelige forhold ved skolen. Eleverne har været til et arrangement uden for skolen, hvor vi også er til stede for at tale med børnene og deres forældre,’ lyder det fra politikredsen.

OPDATERING:

Københavns Politi oplyser nu, at man har afsluttet undersøgelserne på skolen og intet mistænkeligt fundet.

Nærpolitiet vil være omkring skolen i tidsrummet 14 til 16.