Den østrigske ingeniør Gaston Glock, som var manden bag Glock-pistolen, er død i en alder af 94 år.
Det oplyser våbenvirksomheden Glock på sin hjemmeside.
– Vores grundlægger, Gaston Glock, revolutionerede ikke kun verdenen af pistoler i 1980’erne, men han lykkedes også med at etablere Glock-mærket som den globale leder i pistolindustrien, skriver virksomheden.
Gaston Glock døde onsdag. Virksomheden oplyser ikke dødsårsagen.
Glock-pistolen blev skabt i begyndelsen af 1980’erne. Ifølge nyhedsbureauet AFP består pistolen hovedsageligt af komponenter, som ikke er lavet af metal. Derudover vejer den mindre end andre pistoler og er lettere at skille ad.
Pistolen har desuden plads til flere kugler end en række andre pistoler, skriver nyhedsbureauet.
AFP tilføjer, at Glock-pistolen blandt andet opnåede sin popularitet gennem amerikansk popkultur.
Filminstruktør Fritz Ofner, som har lavet en film om Glock, sagde i 2018 til AFP, at “i slutningen af 1990’erne var Glock det mest omtalte brand” på den amerikanske top 50-hitliste for musiksingler.
Gaston Glock blev født i 1929 i den østrigske hovedstad, Wien. Som ung læste han til maskiningeniør.
I 1999 blev Gaston Glock forsøgt dræbt, da han blev angrebet med en hammer på en parkeringsplads i Luxembourg. Han pådrog sig alvorlige hovedskader.
Charles Ewert, som stod for Glocks forretninger i Luxembourg, blev idømt 20 års fængsel for at have organiseret mordforsøget.
Gaston Glock blev i 2011 skilt fra sin hustru Helga efter cirka 50 års ægteskab. Han blev efterfølgende gift med en anden kvinde.
Mellem 2014 og 2017 steg Glock-virksomhedens værdi med næsten 50 procent, skriver AFP. I 2021 anslog det amerikanske erhvervsmagasin Forbes, at Gaston Glock og hans families formue var på 1,1 milliard kroner.