En mand er søndag blevet stukket med kniv tæt på Nørrebroparken i København.
Det oplyser vagtchef Martin Kajberg.
Det var et vidne, som alarmerede politiet om overfaldet klokken 12.48. Knivstikkeriet skete på Ørholmgade ud for nummer 4, der ligger ved Nørrebroparken.
Offeret på 31 år er kørt til hospitalet, og han er uden for livsfare, oplyser vagtchefen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Politiet mener, at der står mere end én gerningsmand bag knivstikkeriet, men klokken 15 har ordensmagten ikke nogen specifikke personer i kikkerten endnu, og ingen er anholdt.
Gerningsmanden eller gerningsmændene stak umiddelbart af til fods efter knivstikkeriet.
Men derudover er det ikke meget, Københavns Politi vil sige om episoden, og politiet har ingen kommentarer til, om det vurderer, at sagen har tråde til det kriminelle miljø, ligesom det heller ikke vil sige, om offeret er kendt af politiet.
– Vi kigger på sagen fra alle mulige vinkler, og vi efterforsker videre på fuld kraft. Vi vil gøre vores ypperste for at finde gerningsmændene til det her, siger central efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Simonsen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Der er ingen fare for borgere i området.
– Nej, slet ikke. Det er der intet, der indikerer, siger vagtchefen.
Politiet har kontakt til flere vidner til hændelsen, men hvad de har fortalt, vil han ikke ud med.
Københavns Politi opfordrer alle, der har hørt, set eller i øvrigt har informationer om knivstikkeriet, til at kontakte politiet på telefonnummer 114.