Mand i livsfare efter alvorlig hændelse på plejehjem

Der opstod tirsdag aften en brand i en lejlighed på et plejehjem ved Silkeborg. En mand er i kritisk tilstand

En beboer på plejehjemmet Kragelund Plejecenter nord for Silkeborg er i kritisk tilstand efter en brand i mandens lejlighed tirsdag aften.

Det oplyser politikommissær Kenn Sølvkær Jensen fra lokalpolitiet i Silkeborg til TV2 Østjylland.

– Han fik tredjegradsforbrændinger på benene, så tilstanden er kritisk, siger han til mediet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En større udrykning nåede frem til plejehjemmet

Beredskabet fik meldingen om branden omkring klokken 23.30.

Ifølge TV Midtvest gik der ild i mandens ben.

– Han har siddet og røget en pibe eller en cigaret, og så kom der pludseligt flammer ved hans ben, siger Lars Even, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi til mediet.

Branden spredte sig ikke til resten af plejehjemmet.

I en anden sag er der onsdag formiddag drama på en dansk strand, da man har fundet en etårig pige alene. Derfor er jagten på, hvad der kan være sket, nu sat ind.