Mand død efter påkørsel: Falck anklaget for ikke at have styr på sikkerheden

Ifølge anklagemyndigheden var der ikke styr på sikkerheden for to Falck-medarbejdere. Den ene mistede livet.

En medarbejder ved Falck mistede livet efter at være blevet påkørt med høj fart, da han skulle reparere et hul i kørebanen på Vestmotorvejen nær Korsør. I en anden sag brækkede en medarbejder ryggen og begge ben, og står det til anklagemyndigheden, så skal Falck stilles til ansvar i begge sager sager.

Tirsdag behandler Retten i Næstved spørgsmålet om, hvorvidt Falck i forbindelse med de to ulykker skal dømmes for at have brudt arbejdsmiljøloven.

Falck oplyser i en skriftlig udtalelse til Ritzau, at virksomheden ønsker at blive frifundet i begge sager.

– Det er to dybt tragiske sager, som vi er meget påvirkede af og ser med største alvor på. Medarbejdernes sikkerhed er vores førsteprioritet, og i de konkrete sager overholdt både medarbejdere og Falck alle daværende retningslinjer og sikkerhedskrav, siger Michala Fischer-Hansen, direktør for Falcks danske vejhjælpsforretning, i udtalelsen.

Dødsulykken skete 10. december 2018 i Vestmotorvejens østgående spor kort før afkørslen mod Tjæreby.

Her havde en Falck-medarbejder parkeret sin Ford Transit Falck-bil for at reparere et slaghul i asfalten. Han befandt sig ifølge sagens anklageskrift nogle meter foran sin bil, da en varebil af typen Mercedes Sprinter kørte op bag i Falck-bilen med en hastighed på mindst 107 kilometer i timen.

Medarbejderen blev ramt og kom så alvorligt til skade, at han afgik ved døden.

Ifølge anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var Falck-medarbejderen ikke tilstrækkeligt beskyttet af Falck-bilen, som fungerede både som materiale- og skiltevogn.

En ung mand, som var fører af Sprinteren blev ved Retten i Næstved idømt en bøde for uagtsomt manddrab. Men anklagemyndigheden mener, at Falck som arbejdsgiver også bærer et ansvar i sagen og bør straffes for brud på arbejdsmiljøloven.

Det samme gør sig gældende i forbindelse med en ulykke på Vestmotorvejen ved Vemmelev den 21. februar 2020. Det er den anden af de to sager, som Retten i Næstved behandler tirsdag.

En Falck-medarbejder skulle samle tabt gods på vejbanen op, og i den forbindelse brugte han en såkaldt tavlevogn til dels at advare trafikanterne om, at der blev arbejdet, og til at skærme arbejdsområdet mod trafikken.

En bilist bragede ind bag i tavlevognen med 130 kilometer i timen. Falck-medarbejderen overlevede, men kom alvorligt til skade, og anklagemyndigheden mener, at Falck også i den forbindelse svigtede sit ansvar som arbejdsgiver ved ikke at have sørget for tilstrækkelig sikkerhed i forbindelse med arbejdets udførelse.

Falck har efter den seneste ulykke anskaffet nyt udstyr, i bestræbelsen på at noget tilsvarende ikke skal ske igen.

– I samarbejde med Vejdirektoratet og Rigspolitiet er der sidenhen indført nye procedurer og ekstra tunge såkaldte TMA-vogne, der giver bedre beskyttelse af vores medarbejdere, siger Michala Fischer-Hansen i udtalelsen til Ritzau.

– Men vanvidskørsel og uagtsomme bilister udgør dog fortsat en risikofaktor for vores medarbejderes sikkerhed, når de udfører nødvendige og akutte opgaver, siger hun.

Anklagemyndigheden vil have Falck straffet med en bøde. Og den skal udmåles efter en skærpet bestemmelse i arbejdsmiljøloven, lyder påstanden. For Falck er nemlig tidligere dømt for brud på samme lovgivning, og det er at regne som en skærpende omstændighed.

Falck oplyser, at den tidligere sag, hvor virksomheden er straffet, handler om noget sikkerhedsudstyr, som ikke blev anvendt korrekt under en øvelse i virksomhedens brandforretning.

Det vides endnu ikke, hvornår Retten i Næstved vil afsige dom i sagen. Typisk bliver der ikke truffet afgørelse i den type sager, samme dag som de behandles i retten.

– Vi ser frem til en afklaring på sagerne, og håber også at disse forfærdelige hændelser, kan være med til at øge opmærksomheden på sikkerheden for vores kolleger, der dagligt arbejder på vejene, lyder det fra Michala Fischer-Hansen.

Arkivfoto