En tur på genbrugspladsen er endt med at koste en 65-årig lastbilchauffør fra Ikast livet
Mandag eftermiddag var en 65-årig mand på arbejde som lastbilchauffør, da han skulle læsse pap af på en genbrugspladsen AFLD i Søby i Midtjylland.
Det endte med at slå ham ihjel.
Politikommissær ved lokalpolitiet i Herning Erik Kristensen fortæller til TvMidtvest, at den 65-årige mand blev fundet død under en bunke vådt pap.
“Han har formentligt åbnet bagerste del af containeren på lastbilen, så er pappet skredet, og så er han kommet imellem det og en barriere,” siger politikommissæren til mediet. Politiet har fået udleveret en video af hændelsesforløbet.
De pårørende er underrettet.
Politiet oplyser desuden, at Arbejdstilsynet har været på genbrugspladsen for at undersøge ulykken.