Torsdag morgen måtte en patrulje rykke ud til en slåskamp, hvor to mænd var gået i flæsket på hinanden. Senere havde en kvinde blandet sig ved at smadre en flaske i hovedet på en af mændene.
Anmeldelsen kom klokken 07.12 tidligt torsdag morgen.
Mere præcist lød den på, at der var opstået slåskamp mellem en gruppe personer.
Derfor sendte man en patrulje til stedet, hvor betjentene fandt to mænd på henholdsvis 34 og 42 år liggende på jorden – begge med ‘friske skader fra en slåskamp’.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Sådan beskriver Østjyllands Politi det i fredagens version af døgnrapporten.
Scenen udspillede sig ved Immervad nær Lille Torv, i det centrale Aarhus.
Her fandt politiet også en 41-årig kvinde, der også havde været involveret i urolighederne.
Højlydt skænderi udviklede sig
Vidner, der også var på stedet, fortæller at de to mænd havde startet ud med at skændtes højlydt, hvorefter de altså røg i totterne på hinanden.
Ikke længe efter kom den 41-årige kvinde til, der meldte sin entre ved at smadre en flaske i hovedet på den 34-årige mand.
Manden blev efterfølgende tilset i en ambulance og kørt til hospitalet for at få behandling.
Efter alt at dømme, var han dog ikke kommet alvorligt til skade.
Besiddelse af narko
Den selvsamme 34-årige mand blev sigtet for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen, ved at have deltaget i slagsmålet.
Det samme gjorde sig gældende for den 42-årige mand, der blev sigtet for at have forstyrret den offentlige orden ved at deltage i slåskampen.
Han blev desuden fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain, hvilket gjorde, han blev anholdt og taget med på stationen. Det resulterede i en yderligere sigtelse for besiddelse af narko.
Rosinen i pølseenden, altså den 41-årige kvinde, blev sigtet for grov vold grundet hendes flaskeoverfald.
Derfor blev hun også anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring.
Østjyllands Politi oplyser, at de har indhentet videomateriale fra stedet og efterforsker nu sagen nærmere.