Krøyer-maleri fra Børsen er i al hemmelighed fragtet til Skagen

Tirsdag morgen kom maleriet “Fra Københavns Børs” til Skagens Museum, hvor det kan ses i et år fra fredag

P.S. Krøyer-maleriet “Fra Københavns Børs”, som blev reddet ud fra branden i Børsen i april, er tirsdag morgen ankommet til Skagen.

I de tidlige morgentimer er maleriet blevet fragtet i et hemmeligt køretøj fra København til Skagens Museum, hvor det udstilles fra fredag og et år frem.

Det skriver TV 2 Nord.

– Det er en meget stor glæde og ære, at vi kan få lov til at passe på dette monumentale P.S. Krøyer-maleri, siger Lisette Vind Ebbesen, der er direktør for Skagens Kunstmuseer, til mediet.

Tirsdag formiddag skal konservatorer tilse maleriet. De skal sikre, at maleriet er i god nok stand til at kunne udstilles.

Da Børsen brød i brand 16. april, igangsatte ansatte, politifolk og forbipasserende en indsats for at redde værdifulde genstande fra bygningen.

Den resulterede i, at flere historiske malerier blev reddet. Heriblandt det kendte P.S. Krøyer.

Det er af kunstkyndige blevet vurderet til at have været det mest værdifulde maleri i Børsen.

/ritzau/