Nu kan du se løveungerne i København Zoo. De præsenteres for første gang for publikum efter en sjælden fødsel.
Den 28. september gik en af hunløverne i Københavns Zoo i fødsel – endda lige foran publikum. Det skete om formiddagen, hvor løvinden midt i åbningstiden fødte intet mindre end fem unger.
Fra i dag bliver ungerne vist for første gang, og dermed får du mulighed for at se dem på tæt hold.
I forbindelse med fødslen delte dyrepasser Saco Sonne sine tanker om den unikke oplevelse og understregede, hvor usædvanligt det var.
‘De gæster, der har stået og set det, det er once in a lifetime,’ sagde han til TV 2 Kosmopol.
Dyrepasseren fremhævede desuden, at det er sjældent, at medarbejderne selv oplever en fødsel. Rovdyr føder nemlig typisk om natten, når der er ro og mindre fare på færde.
‘De er i en sårbar situation, og så søger de væk fra alt, der kan forstyrre dem. Om natten falder der ro på det hele, og de kan fornemme, at der ikke kommer nogen bagfra og forstyrrer dem,’ forklarede Saco Sonne yderligere til mediet.
Det var første gang i 40 år, at så stort et kuld blev født på en gang. Normalvis er der kun tre eller fire i et kuld løveunger.
Men de fem unger trives godt i København Zoo sammen med deres mor indendørs i varmen.
‘De ser sunde og raske ud. De er nogle små tykke banditter, så de får i hvert fald det, de skal have,’ slog Saco Sonne fast.
Chok i Københavns Zoo: Lå pludselig i løveburet.
ONP.