Dansk stjerne skifter hold

Michael Mørkøv skal næste år køre for Astana, hvor han bliver leadoutman for Mark Cavendish

Den danske cykelrytter Michael Mørkøv skifter fra nytår til Astana, hvor han har fået en aftale gældende for 2024.

Det oplyser holdet fra Kasakhstan i en pressemeddelelse.

Tidligere onsdag offentliggjorde holdet, at sprinterlegenden Mark Cavendish havde droppet planer om pension og i stedet tog et år mere på holdet.

Med tilføjelsen af 38-årige Mørkøv kommer Astana til at have en af de mest rutinerede duoer i massespurterne, når han skal forsøge at køre den jævnaldrende brite frem til spurtsejre.

De to har tidligere udgjort en fantastisk duo hos Quick-Step, som er holdet Mørkøv forlader ved årsskiftet.

Her har danskeren, der regnes som en af verdens absolut bedste leadoutkørere, kørt siden 2018. I 2021 var han en væsentlig faktor i Mark Cavendishs genrejsning på den helt store scene i Tour de France.

Efter et par magre år uden nævneværdige resultater hentede den lynhurtige brite fire etapesejre i Touren, ikke mindst takket være Mørkøvs gode arbejde i spurterne.

Det bragte briten op på 34 sejre i verdens største cykelløb, en tangering af Eddy Merckx’ rekord.

I år proklamerede Cavendish, at han ville stoppe efter sæsonen, og drømmen var med en sidste etapesejr i Touren at tage rekorden alene. Han styrtede dog og udgik på 8. etape, hvorfor han besluttede at tage en sæson mere og forsøge at tage Tour-rekorden igen.

/ritzau/