Israelsk politi stormer al-Aqsa moskeen: “Chokerende og forfærdeligt”

FN og en række lande udtrykker stor bekymring over voldsomme sammenstød onsdag morgen ved en moské i Jerusalem.

Over 350 personer blev ifølge politiet anholdt ved al-Aqsa-moskéen, hvor politi og folk i moskéen stødte sammen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Politiet siger, at de anholdte personer havde barrikaderet sig inde i moskéen.

FN’s generalsekretær, António Guterres, er dog rystet efter at have set billeder af israelske sikkerhedsstyrker udøve vold. Han kalder det ifølge en talsperson for “chokerende og forfærdeligt”, skriver AFP.

Israelsk politi har selv udtalt, at der blev kastet sten mod betjente, og at der blev affyret fyrværkeri fra moskéen af en gruppe urostiftere.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, mener, at politiet har krydset en “rød linje” ved at træde ind i den hellige bygning.

– Tyrkiet kan ikke tie stille efter disse angreb. At trampe på al-Asqa-moskéen er vores røde linje, lyder det fra den tyrkiske præsident.

Al-Aqsa-moskéen er et af de helligste steder inden for islam. Moskéen ligger i Østjerusalem på Tempelbjerget, som er helligt for jøderne.

Det er ikke tilladt for personer, der ikke er muslimer, at besøge al-Aqsa-moskéen. De kan dog besøge pladsen uden for moskéen.

Generelt bliver det opfattet som en provokation, hvis jøder besøger plateauet på toppen af Tempelbjerget, hvor moskéen ligger.

Canadas premierminister, Justin Trudeau, har opfordret den israelske regering til at sørge for at dæmpe spændingerne.

– Vi bliver nødt til at se den israelske regering ændre sin tilgang, siger Trudeau onsdag i Ottawa ifølge nyhedsbureauet Reuters.

John Kirby, der er talsmand for Det Hvide Hus’ nationale sikkerhedsråd, siger, at USA er “ekstremt bekymret over den fortsatte vold”.

– Det er vigtigere end nogensinde, at både israelere og palæstinensere samarbejder om at dæmpe spændingerne, siger han ifølge AFP.