Irak smider svensk ambassadør ud af landet efter koranafbrændinger

Irak forbyder al handel med svenske virksomheder, meddeler den irakiske kommunikationsminister til irakisk tv.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Den svenske televirksomhed Ericsson har fået inddraget sin tilladelse til at operere i Irak. Det siger chefen for den irakiske medie- og telestyrelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

LÆS OGSÅ: MEHDI VIL BRÆNDE BIBLEN FORAN DEN SVENSKE AMBASSADE: “JEG BLIVER VED, SÅ LÆNGE DE GØR”

Tidligere torsdag bad Iraks regering den svenske ambassadør forlade landet.

Nogle timer tidligere havde vrede demonstranter stormet den svenske ambassade i Bagdad.

Baggrunden er en afbrænding af Koranen, som Sverige havde givet grønt lys til kunne finde sted torsdag, samt tidligere afbrændinger af muslimernes hellige bog.

Torsdagens afbrænding var varslet og skulle have fundet sted torsdag foran Iraks ambassade i Sveriges hovedstad, Stockholm.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters ødelagde en mand en koran ved blandt andet af sparke til den. Han satte dog ikke ild til den, skriver Reuters.