I aften sker det: Lyses op i røde-hvide farver til ære for OL-atleterne

Arkivfoto

Storebæltsbroen vil søndag aften lyse op i rød-hvide farver til ære for de danske OL-atleter.

Det skriver Sund og Bælt på det sociale medie X.

Det er den franske hovedstad, Paris, der siden 26. juli har været vært for OL. Legene afsluttes søndag aften med en afslutningsceremoni i selvsamme by.

– Til ære for alle de danske atleter, der har kæmpet for Danmark ved OL i Paris, lyser vi i aften Storebæltsbroen pyloner op i de rød-hvide farver. Det sker efter mørkets frembrud og fortsætter indtil i morgen tidlig, skriver Sund og Bælt.

I opslaget nævnes blandt andre håndboldherrerne, der søndag eftermiddag for anden gang vandt OL-guld.

Det skete i en magtdemonstration mod Tyskland, som danskerne vandt over med cifrene 39-26. Første gang herrerne kunne hænge en OL-guldmedalje om halsen var, da den brasilianske by Rio de Janeiro var OL-vært i 2016.

Ud over håndboldherrerne nævner Sund og Bælt også, at man fejrer de andre medaljetagere. Det gælder blandt andre badmintonspilleren Viktor Axelsen, der ligeledes vandt guld for anden gang, og håndboldkvinderne, der sikrede sig bronze.

– Men også alle de andre danske atleter, der, uanset medalje eller ej, har repræsenteret Danmark og gjort os alle stolte! Og som helt sikkert har inspireret en masse unge mennesker til at forfølge deres drømme, skriver Sund og Bælt.

– Vi håber, I vil nyde synet af pylonerne i Dannebrogs farver og lykønske de seje, danske atleter, lyder det videre.

Læs også: Dansk GULD i legendernes sidste kamp!