Danske skolepiger sælger seksuelle ydelser for puffbars

Skolepiger helt ned i 6. klasse i Odense betaler med seksuelle ydelser for at få fingrene i de ulovlige puffbars.

Det skriver TV2 Fyn.

Byttehandlerne sker blandt andet på toiletterne i McDonalds ved Fisketorvet, hvor drenge og mænd mødes med pigerne for at få betaling for puffbars gennem seksuelle ydelser, oplyser mediet.

De ulovlige puffbars har været ulovlige i Danmark siden april 2022, men er fortsat i højkurs hos de unge skoleelever, som kommer i kontakt med sælgerne gennem Snapchat.

Den 25. september var forældre og personalet på Munkebjergskolen indkaldt til et ekstraordinært forældremøde, hvor  inklusionsvejleder Bjarne Bøgelund oplyste forældrene om de ulovlige handler. Ved mødet kunne det dog ikke bekræftes, om elever på Munkebjergskolen var involveret i handlerne med de nikotinholdige produkter.

TV 2 Fyn har været i kontakt med en af forældrene på Munkebjergskolen, som fortæller at hans datter kender til piger, som har betalt med seksuelle ydelser for puffbars, Mcdonalds mad og energidrikke.

“Hun fortalte, at i starten kunne pigerne selv købe de ulovlige puff bars, men så slap pengene op, og da var de blevet afhængige. Ved at sælge seksuelle ydelser kan de tjene to-tre puff bars på fem minutter”, fortæller Martin Vizago, som har en datter på Munkebjergskolen til TV2 Fyn.

Pigerne skriver Snapchatnavne på vægge i parkeringskælderen

Ifølge mediets oplysninger kommer pigerne i kontakt med sælgerne gennem Snapchat. I parkringskælderen i Odense er der skrevet pigernes snapchatnavne, så potentielle sælgere kan komme i kontakt med dem.

Flere af disse mænd og drenge har tilføjet de unge piger, som har skrevet sit snapchatnavn på søjlen, hvorefter handlerne har fundet sted.

Både Fyns Politi og SSP er meget opmærksomme på problemet, som man nu arbejder på at få løst.