Østre Landsret har netop slået fast, at ulykker på hjemmekontoret tæller som en arbejdsskade efter en HK-sag
Danskerne er ikke dårligere beskyttet over for en arbejdsulykke, hvis arbejdet foregår derhjemme frem for på kontoret.
Det har Østre Landsret fredag besluttet i en sag om en arbejdsskade i forbindelse med hjemmearbejde.
Den pågældende sag handler om et HK-medlem, der i december 2020 arbejdede hjemmefra.
I løbet af arbejdsdagen faldt kvinden over en kasse på gulvet i sit eget hjem, da hun var på vej til sin computer efter at have hentet kaffe.
Kvinden brækkede under faldet sin skulder og pådrog sig flere andre fysiske skader.
Østre Landsret har med fredagens dom slået fast, at en hjemmearbejdsulykke altså er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven.
Da kassen, som kvinden faldt over, indeholdt private ejendele, afviste Ankestyrelsen i første omgang, at der var tale om en arbejdsskade, men det har Østre Landsret altså nu lavet om på.
Til Ritzau oplyser næstformand i HK Mads Samsing, at der er tale om en principiel sag, og at afgørelsen vil kunne lægges til grund for fremtidige sager.
“Hjemmearbejde er kommet for at blive. Men lønmodtagere skal ikke stilles ringere, hvis de kommer til skade på arbejde, når de arbejder hjemme. Det har vi heldigvis fået rettens ord for, at de ikke gør,” siger næstformanden til mediet.