Grisetransport taget med store mængder hash

At forbrydelse er noget griseri, er en påstand som mange formentlig vil abonnere på. Og i en sag om smugling af hash fra Spanien til Danmark er termen “griseri” end ikke anvendt metaforisk, men sand i bogstaveligste forstand.

Hundredvis af kilo hash blev nemlig i sensommeren og efteråret 2020 transporteret fra Malaga i Sydspanien til Danmark i en grisetransport. To mænd er i de seneste dage blevet dømt i sagen.

Politiets National Enhed for Særlig Kriminalitet oplyser torsdag i en pressemeddelelse, at de to ved retsmøder i Retten i Roskilde henholdsvis onsdag og torsdag har tilstået deres roller i sagen.

Den ældste af de to, den 58-årige Carsten Milvang Christensen, blev torsdag idømt fem et halvt års fængsel. Han tilstod, at fra juli til november 2020 sammen med en række ukendte medgerningsmænd organiserede anskaffelsen og indsmuglingen af knap to ton hash.

Den yngste af de dømte er 34-årige Djamshid Arian. Han blev idømt syv års fængsel for sammen med en række ukendte kumpaner i oktober og november 2020 at have pakket godt et ton hash om bord på grisetransporten i Malaga, som derefter kørte til Danmark.

Djamshid Arian blev desuden dømt for i oktober 2020 at have købt et kilo kokain med henblik på videresalg. Chaufføren af grisetransporten er ifølge NSK tidligere idømt fire års fængsel i sagen.

Det kriminelle netværk, som organiserede indsmuglingen, anvendte det krypterede telefonnetværk SKY ECC. I 2020 lykkedes det for fransk politi at bryde netværkets beskyttelse, og dansk politi har via internationalt politisamarbejde fået adgang til en stor mængde samtaler, som er foretaget via netværket.

Materialet har ført til en lang række domme herhjemme og i udlandet. Karakteristisk har det været, at mange af de dømte har valgt at tilstå, muligvis grundet bevisernes tyngde, som har været svær et løbe fra.

Djamshid Arian blev ud over fængselsstraffen udvist af Danmark og må ikke vende tilbage i seks år. Udvisningen træder i kraft, når afsoningen er fuldbyrdet.

Illustrationsfoto