
En gravid kvinde er søndag aften blevet stukket ned i sit eget hjem i Roskilde
En 28-årig gravid kvinde måtte søndag aften flygte ind til sine naboer, efter hun blev overfaldet med knivstik på sin adresse i et lejlighedskompleks på Hellingkorsvej i Roskilde.
Her fik man tilkaldt politi og ambulance, der kort tid efter ankom til adressen og fik hastet kvinden til hospitalet.
I mellemtiden var gerningsmanden flygtet fra stedet.
Midt- og Vestsjællands Politi kunne dog senere identificere ham som værende en 32-årig mand fra Bagsværd, skriver B.T..
Derfor kunne man kort efter anholde ham på en adresse i det storkøbenhavnske område.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi har gerningsmanden en relation til den gravide kvinde.
SE OGSÅ: ANSAT STOD BAG DRAB OG FLERE DRABSFORSØG PÅ PLEJEHJEM
Den 32-årige anholdte bliver i dag tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Her er han sigtet for drabsforsøg.
Den gravide kvinde er ifølge B.T. stadig indlagt på hospitalet. Både kvinden og barnet i hendes mave meldes uden for livsfare.
Udover knivstik var den gravide kvinde også blevet tildelt slag og verbale trusler på livet under knivoverfaldet.
OPDATERING EFTER GRUNDLOVSFORHØRET:
Den 32-årige mistænkte gerningsmand er ved Retten i Roskilde blevet varetægtsfængslet i surrogat i fire uger for drabsforsøget på den gravide kvinde.
Manden ønskede ved grundlovsforhøret ikke at tage stilling til sigtelsen.