Forskere er nu kommet tættere på at forstå, hvad grise siger til mennesker.
Ved hjælp af kunstig intelligens har forskere på Københavns Universitet fundet 19 forskellige grynt og hvin, grise bruger til at udtrykke følelser.
Det skriver DR.
– Det er helt fantastisk, at mine kolleger på Københavns Universitet har fundet en måde at svare på det banale spørgsmål: hvordan har grisen det egentlig med den måde, vi behandler den på, siger Peter Sandøe, professor i dyrevelfærd på Københavns Universitet, til mediet.
Forskerne har over ti år arbejdet på at afkode grises sprog.
Her har forskerne optaget og analyseret 15.425 grisegrynt på ni forskellige landbrug i Danmark og Tyskland.
I bearbejdningen af lydene har forskerne fundet 19 måder, grisene udtrykket følelser på.
Det er eksempelvis følelser som at være bange, glad, frustreret, trist eller stresset.
Forskningen viste, at grisene på konventionelle landbrug oftere udtrykte stress og smerte end grisene på de udendørs landbrug.
På de tre konventionelle bedrifter, forskerne undersøgte, udtrykte grisene stress og smerte i 25 procent af alle grynt og hvin.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Hos de grise, der gik udendørs, var det tilfældet i otte procent af deres grynt og hvin, skriver DR.
Opdagelsen bekymrer Dyrenes Beskyttelse.
– Grise, der kan udfolde deres naturlige adfærd udendørs, lever gode liv. Det fortæller grisene os nu også selv – med hjælp fra nogle innovative forskere, siger direktør Britta Riis i en skriftlig kommentar.
Men tilstanden i staldene kalder på handling, lyder det videre.
– Det er til gengæld hjerteskærende at høre, hvor meget stress og smerte kan fylde i lydbilledet, når grisene lever i stalde. Det bør give genklang på Christiansborg og i Bruxelles.
I forskningsprojektet er der dog en enkelt konventionel bedrift, hvor grisene er ligeså tilfredse som de udendørs. Her talte landmanden med grisene, når han kontrollerede, hvordan de havde det, skriver DR.
Forskerne bag advarer derfor mod at udlægge resultaterne som et entydigt bevis på, at alle staldgrise har det ringe.