Endnu en turist fundet død

I flere sager er turister i Grækenland enten meldt savnet eller fundet døde som følge af vandreture i varme

En amerikansk turist er fundet død på den lille græske ø Mathraki, skriver lokale medier ifølge nyhedsbureauet AP.

Sagen er den seneste i en række sager om turister, der er enten meldt savnet eller fundet døde i Grækenland.

Flere af personerne er blevet meldt savnet som følge af at have begivet sig på vandretur i ekstrem varme.

Mandens lig blev lørdag fundet på en stenstrand i et afsidesliggende område. Det var en anden turist, som fandt manden, der havde været meldt savnet siden torsdag.

Der er ikke offentliggjort yderligere detaljer om dødsårsagen.

Det var hans græsk-amerikanske ven, der først meldte manden savnet. Den amerikanske mand blev senest set torsdag på en café i selskab med to kvinder.

Ingen yderligere detaljer om mandens hjemby eller identitet er foreløbig blevet offentliggjort.

Der bor 100 personer på Mathraki, der hovedsageligt er dækket af skov. Øen er knap fire kvadratkilometer stor og ligger vest for den mere velkendte ø Korfu.

Lørdag blev en 74-årig hollandsk mand fundet død af en drone fra brandvæsnet på øen Samos. Manden blev fundet liggende med ansigtet i jorden i en kløft 300 meter fra det sted, hvor han inden sin død sidst blev observeret med gangbesvær som følge af varmen.

Samos har udsigt til op mod 35 grader den kommende uge.

Michael Mosley, en kendt britisk tv-vært, blev 9. juni fundet død efter flere dages eftersøgning, har hans familie oplyst.

Grækenland er på listen over danskernes favoritdestinationer sammen med Italien, Spanien, Frankrig og ferie i Danmark, viser en undersøgelse foretaget af Voxmeter.

I sidste uge løftede den græske ombudsmand pegefingeren og advarede mod overturisme i landet.

/ritzau/