08. feb. 2023 - 0:25

Dansk-tyrkere har startet enorm indsamling til jordskælvsofrene



Dansk-tyrkere har startet kæmpe indsamling i Taastrup, til ofrene for jordskælvet i Tyrkiet.

I en industrihal på Husby Alle i Taastrup summer der sent tirsdag aften af liv, da cirka 100 mænd og kvinder knokler med sortering, pakning og opmærkning af doneret nødhjælp til ofrene for jordskælvet i Tyrkiet.
I en lind strøm ankommer private biler og kassevogne med private donationer af babymad, bleer, hygiejnebind, nyt varmt tøj og soveposer… og meget meget andet.
Det er muligt at komme forbi på Husby alle nr 6 indtil klokken 03.00 onsdag morgen.

Flere af de som står bag indsamlingen


Onsdag åbnes der op igen, hvor det igen vil være muligt at aflevere sit bidrag til den privatindsamlede nødhjælp. Hvor der kan indleveres og hvornår må på forhånd afstemmes med arrangøren.
Onsdag aften når indsamlingen lukker kører to lastbiler med ialt 4 chauffører direkte og næsten nonstop fra Taastrup til Tyrkiet.
“Transporten skal gå så hurtigt som det er muligt under hensyntagen til køre- og hviletidsbestemmelserne” fortæller vognmanden (Yildirim transport & YK Group), der har doneret transporten til det gode formål.
“Myndighederne er orienteret omkring indsamling og transport på forhånd, for at sikre en hurtig og effektiv transport igennem Europa”.
Det er vigtigt at der alene indleveres nyt tøj (med prismærke), nye uåbnede varer og ubrugt tæpper og soveposer – og inden onsdag aften.