Christianitter efter skuddrab: Pusher Street skal lukke NU!

Beboerne på Christiania skriver i en pressemeddelelse, at de ønsker, at Pusher Street skal lukke.

Den opfordring er christianitterne kommet frem til efter et fællesmøde, som er Christianias højeste myndighed.

“Christianias Fællesmøde har her til aften d. 27. august besluttet, at Pusher Street skal lukkes på en måde, så salget og volden ikke bare spreder sig til områderne omkring Pusher Street,” skriver christianitterne.

LÆS OGSÅ: Drab på Christiania: Anholdt mand er nu varetægtsfængslet

Pusher Street er den gade på Christiania, hvor den åbenlyse handel med hash foregår.

Beslutningen fra fællesmødet skal ses i lyset af megen uro, som kulminerede med et skuddrab lørdag aften. Her blev en 30-årig mand slået ihjel, da to maskerede mænd i mørkt tøj skød ham i bygningen Stjerneskibet på Christiania.

LÆS OGSÅ: Efter Christiania-drab: Politiet leder efter to mænd

Fire andre personer blev også ramt af skud ved denne episode.

“Det er et stort skridt, og det har ikke været nogen nem beslutning. Men der var et meget stort flertal på fællesmødet, som gik ind for, at det skal lukkes,” siger talsperson for Christiania, Hulda Mader, til Ritzaus Bureau.

“Det, vi frygtede ville ske, er sket. Igen. Igen har et ungt menneske mistet livet til bandekrigen. Igen er der blevet skudt ved højlys dag, midt i vores landsby, midt i København. Et utal af skud, der også ramte turister og sagesløse personer, udover den person, som gerningsmændene tilsyneladende ville have ramt på og dræbte,” skriver christianitterne i deres pressemeddelelse.

Ved samme lejlighed udtaler christianitterne deres medfølelse til ofrenes pårørende.

LÆS OGSÅ: Politiet har nu tre uopklarede Christiania-drab

Beboerne håber på, at hash og hashhandel bliver lovliggjort.

“Men det kan vi ikke vente på. Den politiske proces er langsommelig, og banderne handler hurtigt og brutalt. Christiania har lagt gader til hele Danmarks cannabismarked i mere end 50 år. Det er en historisk periode, der slutter nu,” skriver de.