Klimaaktivister fra organisationen Nødbremsen for femte dag i træk foretaget en motorvejsblokade af morgentrafikken. Fredag morgen endte det i selvtægt fra frustrerede bilister
Københavns Politi er fredag omkring klokken 08.30 skredet til anholdelse af mindst fem klimaaktivister.
Det sker efter en blokade af Centrumforbindelsen fra Amagermotorvejen ved Vejlands Allé.
Vrede bilister tog inden politiets ankomst til stedet sagen i egen hånd og forsøgte at fjerne klimaaktivisterne fra vejen.
Flere bilister endte med at tage aktivisternes medbragte bannere fra dem, men det lykkedes ikke at opløse vejblokaden.
Vagtchef ved Københavns Politi Stefan Ladeby oplyser, at betjente ved ankomst gav klimaaktivisterne et påbud om at forlade vejen.
Da de ikke efterlevede det, blev de løftet væk af politiet og anholdt. Samtidig blev de sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og færdselsloven, hvilket medfører bødestraf.
Presse-fotos.dks udsendte fortæller i den forbindelse, at klimaaktivisterne gik tilbage ud på vejen og lavede en ny blokade, efter politiet havde forladt området.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Nødbremsen mener, at samfundet står over for et eskalerede klimakollaps, der kalder på omgående og drastisk handling.
‘Samtidig er regeringen med til at eskalere den situation, vi står i, – feks ved at anlægge nye motorveje for 26 milliarder kroner. Vi kan ikke længere være tilskuere til, at vores regering fører en politik, der eskalerer klimakollapset,’ oplyser klimaorganisationen på sin hjemmeside.
Klimaaktivister benytter sig ofte af civilulydighed for at få deres budskaber frem. Det sker blandt andet ved blokader.