Anklage: Teenager ville dræbe ni personer

19-årig ville dræbe ni personer fra en rivaliserende bande ved skyderi på Østerbro, mener anklagemyndigheden

En ung mand iklædt en gråbrun trøje, jeans og sorte sko har tirsdag sat sig i vidneskranken i retssal 60 i Københavns Byret.

Han skal forsøge at forklare, hvorfor han affyrede skud kort efter midnat 4. december sidste år ud for Sol Kiosk på Hans Knudsens Plads på Ydre Østerbro i København.

For det erkender han, at han gjorde. Han trykkede på aftrækkeren på en FN Browning-pistol og affyrede skud.

Manden er 19 år og er tiltalt for at have forsøgt at dræbe ni navngivne mænd med skud, og ifølge anklagemyndigheden troede han fejlagtigt, at de var medlemmer af banden Dødspatruljen CPH.

Men den 19-årige nægter at have skudt for at dræbe. Og da han affyrede skuddene på Østerbro for lidt under et år siden, vidste han angiveligt slet ikke, hvad Dødspatruljen CPH var.

– Jeg vidste ikke engang, hvem Dødspatruljen var, før min advokat nævnte dem, siger den 19-årige, men uddyber dog, at han havde hørt en rapper nævne bandenavnet i et nummer på Youtube.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Billeder fra kort efter skyderiet

SE OGSÅ: STOR DANSK SKUESPILLER TILTALT FOR NARKOSMUGLING

Den 19-årige erkender at have været i besiddelse af en ni millimeter FN Browning-pistol om natten 4. december, og at han affyrede skud i det offentlige rum. Men han afviser, at det skete som led i en bandekonflikt.

Foruden drabsforsøg er han netop tiltalt efter den såkaldte bandeparagraf, straffelovens paragraf 81 a. Af den fremgår det, at straffen for en forbrydelse kan forhøjes med indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen – eksempelvis et drabsforsøg – er begået som led i en bandekonflikt.

Alternativt vil anklagemyndigheden have den 19-årige dømt efter straffelovens paragraf 81 b.

Den indebærer, at straffen for en forbrydelse kan forhøjes med op til 50 procent, hvis der er brugt skydevåben i det offentlige rum.

Og den paragraf erkender den tiltalte, at han har overtrådt.

Årsagen til skyderiet skal ifølge den 19-årige selv findes i et overfald, som han var udsat for i forbindelse med en hashhandel kort tid inden skudepisoden.

Da han greb FN Browning-pistolen på sit værelse i sin mors lejlighed på Østerbro omkring midnat 4. december 2022, ville han skræmme ham, der tidligere havde overfaldet ham.

Den 19-årige havde netop fundet ud af, at den formodede overfaldsmand befandt sig i nabolaget omkring Hans Knudsens Plads. Her viste det sig, at en større gruppe mænd var samlet.

– Hvis de løb efter mig, ville jeg skyde op i luften.

– Jeg sigter mod dem uden magasinet, så putter jeg magasinet i pistolen, og så ved jeg ikke, hvad der sker med mig. Men jeg skyder mod jorden som et varselsskud, og så skyder jeg op i luften.

– Jeg vidste godt, at det var meget forkert, siger den 19-årige.

Ingen blev ramt ved episoden, hvor den tiltalte ifølge anklageskriftet affyrede to skud mod ni mænd på 15 meters afstand.

Sagen fortsætter tirsdag eftermiddag. Der er planlagt en række retsdage i november og december.

/ritzau/