Der sker lige en eksplosion i folk, der ansøger om en brancheskifter-stilling hos Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning. Ansøgerne har baggrund fra forskellige brancher, og det er der noget helt enestående over, mener borgmesteren i kommunen.
Hvad har en slagter, en scenebygger, en tjener og en vvs-installatør til fælles? Som udgangspunkt er det nok ikke helt vildt mange ting, men nogle har alligevel én særlig ting at samles om.
De er nemlig bare et lille udpluk af de mange forskellige faglige baggrunde, som kandidater til brancheskifterstilling i København kommer fra.
De har ligeledes alle mod på at prøve kræfter med jobbet som social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedshjælper.
Det skriver Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I august måtte kommunen udvide optaget på sin brancheskifterordning til 30, hvilket er 10 mere end man havde planlagt.
Man hævede tallet, da der var rigtig mange kvalificerede ansøgere, lyder det.
Antallet af optagne brancheskiftere er fordoblet på bare to år.
I 2024 var det 32, i 2025 42 og senest 65 i år.
På det seneste jobopslag kom der 82 ansøgninger, hvilket er det højeste, der hidtil har været.
Sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) mener, at de mennesker, der kommer ind i branchen med en anden baggrund, har noget helt særligt at tilbyde.
“De mennesker, som kommer ud i ældreplejen med en anden professionel baggrund, har noget helt enestående at tilbyde, nemlig menneskelig erfaring. Og de er allerede værdsatte medarbejdere på vores plejehjem og i hjemmeplejen. De kender arbejdsmarkedet, de taler dansk, og de er motiverede for at være noget for andre,” siger han og fortsætter:
“Det er ingen hemmelighed, at sundhedsfagene er en nærmest umættelig sektor hvad angår mangel på arbejdskraft, og her er brancheskifterne en del af løsningen. Og samtidig har brancheskifterordningen vist sig som en effektiv metode til at få flere mænd ind i et kvindedomineret fag.”
Bliv klogere, inden du tager uddannelsen
Af pressemeddelelsen fremgår det, at kandidater på brancheskifterordningen først bliver introduceret til SOSU-fagene i fire måneder.
Her får de muligheden for at blive klogere på, om de ønsker at starte på en af SOSU-uddannelserne.
De bliver ansat på et plejehjem eller i en hjemmeplejegruppe i Københavns Komunne.
Her får de mulighed for at prøve forskellige omsorgs- og plejeopgaver.
Hvis faget lokker dem, hjælper kommunen dem med at komme i gang med selve SOSU-uddannelsen, som de så kan tage med voksenelevløn.
Det var Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, der i 2021 søsatte brancheskifterordningen.
Sidenhen er interessen kun vokset.
For SOSU-elever på det ordinære uddannelsesforløb er omkring 75 procent kvinder, mens omkring 25 procent er mænd.
Blandt branceskiftereleverne er tallet dog lidt anderledes.
Her er omkring 30 procent mænd.
Samtidig fremhæves det, at frafaldet er lavere end for de mandlige SOSU-elever på det ordninære uddannelsesforløb.
Kommunen mener derfor, at brancheskifterordningen også spiller en vigtig rolle i at øge rekrutteringsgrundlaget.
Kan du lide at drøfte politik og politiske emner? Meld dig ind i Facebook-gruppen https://www.facebook.com/groups/1221596540153888/.
Kort om brancheskifteordningen.
• Sundheds- og Omsorgsforvaltningen begyndte med såkaldte ’oplæringsstillinger’ i foråret 2021 og havde første hold i august 2021.
• Senere ændrede ordningen navn til ’brancheskifter’ for tydeligere at indikere, hvad det handlede om.
• Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er nu i gang med det 11. hold.
• Brancheskifterne har tidligere arbejdet som f.eks. ergoterapeut, kommunikationsmedarbejder, akademiker, ufaglært, butiksmedarbejder, oversætter, kostvejleder, kok, slagter, tømrer eller vvs’er. De nævnte brancher her er blot et udpluk.