Amager: Voldsom brand i stort skib – udlægger flydespærringer i havn

Fredag eftermiddag brænder det fortsat voldsomt i et skib ved Prøvestenen i København

Hovedstadens Beredskab udlægger nu flydespærringer i havnen, efter et 85 meter langt fragt fragtskib, der er lastet med metalskrot, er brudt i brand på ved Prøvestenen på Amager.

Det gør brandvæsenet for at inddæmme eventuelle forureninger.

Københavns Politi oplyser til Presse-fotos.dk, at det er skibets last, der er i brand.

“Branden er opstået i noget metalskrot om bord på skibet. Brandvæsenet er i gang med at slukke branden. Vejret hjælper, fordi røgfanen driver ud over Øresund, så den generer ikke så mange. Desuden gør regnen røgfanen mindre. Der er ingen fare for mennesker – eller for, at ilden spreder sig,” siger vagthavende hos Københavns Politi Jesper Frandsen.

SE OGSÅ: FORSVUNDNE JASMINS ONKEL: KOM OG HJÆLP OS MED AT FINDE MIN NIECE!

Hovedstadens Beredskab oplyser på det sociale medie X, at slukningsarbejdet er en kompliceret indsats.

‘Vores muligheder for at slukke branden er svære. Vores indsats går derfor både på slukning og køling af skibskonstruktionen,’ lyder det.

Til slukningen af branden er der indsat røgdykkere og vandkanoner – vandet bliver både brugt fra havnebassinet og brandhanenettet.

Der er endnu ikke oplysninger om, hvordan branden er opstået.