Ældre knallertkører dræbt efter sammenstød med bil

Illustrationsfoto

En ældre mand er søndag eftermiddag blevet dræbt i en færdselsulykke nær Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Foruden den ældre mand, som kørte på knallert, var en bil involveret i ulykken, der skete på Giber Ringvej ved Hasselager.

Politiet oplyser ikke nogen informationer om føreren af bilen.

Det står desuden endnu ikke klart, hvad der gik forud for ulykken, oplyser vagtchef Mikael Hamann.

Politiet fik anmeldelsen klokken 14.29 og afspærrede derefter vejen samt tilkaldte en bilinspektør, som i timerne derefter har undersøgt stedet.

Omkring klokken 18 søndag aften oplyser Østjyllands Politi, at bilinspektøren er færdig på stedet, og at vejen igen er åben.

Politiet oplyser ikke den ældre mands alder eller andre oplysninger om ham, fordi der er pårørende, som ikke er blevet orienteret.