73-årig forsøgt dræbt med kniv: Stukket flere steder i ansigtet

En 46-årig mand sigtes for at have forsøgt at slå ældre mand ihjel i Brønshøj søndag. Han nægter sig skyldig

En 73-årig mand blev ramt af knivstik i blandt andet ansigtet, da han søndag aften var udsat for et voldeligt overfald i Brønshøj.

Kniven ramte ham ved kæben, den ene kind og ved halsen samt snittede et næsebor.

Det er kommet frem mandag i Retten på Frederiksberg, hvor en 46-årig mand fremstilles i grundlovsforhør. Det skriver Ekstra Bladet.

Den 46-årige sigtes for at have forsøgt at slå den ældre mand ihjel. Han nægter sig skyldig, skriver mediet.

Politiet fik en anmeldelse om et knivstikkeri søndag klokken 22.01, og både ambulance og politi blev sendt til stedet.

Her finder de den ældre mand, som er stukket med kniv både i ansigtet og på kroppen. I alt ni knivstik blev han ramt af, har politiet tidligere sagt.

Manden, der er over 70 år gammel, blev efter knivstikkeriet kørt på hospitalet for at blive opereret. Han er ikke i livsfare, og natten til mandag blev hans tilstand beskrevet som stabil.

Forbrydelsen skete på Storegårdsvej i Brønshøj. Der var ingen vidner til episoden, har central efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Hviid Simonsen fortalt.

Alligevel lykkedes det politiet at finde frem til den 46-årige mand, som politiet mener er gerningsmanden. Han blev anholdt i nærheden på sin egen adresse.

Den formodede gerningsmands tøj og gerningsvåbnet er blevet sikret.

Politiet har inden grundlovsforhøret ikke villet sige, hvilken relation de to har til hinanden. Også motivet til overfaldet står hen i det uvisse.

/ritzau/

Under anholdelsen af den 46-årige