En 46-årig mand er fortsat i kritisk tilstand, efter han blev stukket flere gange med kniv mandag eftermiddag. Den 46-årige blev derfor fløjet til Rigshospitalet for at modtage behandling mandag aften, fortæller Bornholms Politi.
Gerningsmanden, som politiet har identificeret som den 35-årige Brian Rønn Nielsen, er stadig på fri fod. Han er nu efterlyst af politiet, som mener, at han gemmer sig et sted på øen.
Overfaldet fandt sted kort efter kl. 17 mandag eftermiddag på Fabriksvej i Rønne, hvor den formodede 35-årige gerningsmand også bor. Her blev den 46-årige mand stukket flere gange i bryst- og mave regionen.
“De to mænd kender hinanden, men vi kender endnu ikke motivet til overfaldet,” oplyser politiet til Bornholm.nu.
Gerningsmanden flygtede fra stedet på cykel.
Politiet beskriver ham, som almindelig af bygning, 178 cm, iført mørk jakke og mørke bukser.
Bornholms Politi oplyser til Presse-fotos.dk, at man straks efter overfaldet mandag aften, kontaktede færge- og flyselskaber for at give et signalement af manden, hvis han skulle forsøge sig med at stikke af fra øen. Politiets teori er, at han ikke er lykkedes med at komme til fastlandet, men gemmer sig et sted på solskinsøen.
Både politiet og Politihjemmeværnet var massivt tilstede i området mandag aften efter knivoverfaldet. Et vidne der var til stede fortæller til Bornholm.nu, at politifolk gav hjertemassage til den 46-årige, og at en akutbilen ankom til stedet.
Adressen, hvor knivoverfaldet fandt sted, tilhører værestedet Fabriksvej, som er et åbent og anonymt tilbud til socialt udsatte borgere, der ofte har misbrugsproblemer. På værestedet er der også tilknyttet lejligheder, som borgerne benytter.
Bornholms Politi kan kontaktes på 56901448, hvis man har oplysninger i sagen.