En 29-årig mand er mandag eftermiddag hastet på hospitalet i kritisk tilstand efter et fald på mellem 10-15 meter
Sydøstjyllands Politi har mandag eftermiddag klokken 14.52 fået en anmeldelse om en alvorlig arbejdsulykke på Adelgade i Skanderborg.
“Der er tale om en 29-årig mand, der er faldet 10-15 meter ned fra et stillads og er landet på et hårdt underlag,” siger vagtchef Jesper Jensen fra Sydøstjyllands Politi til Presse-fotos.dk
“Hans tilstand er alvorlig, og han er nu bragt til Skejby Sygehus i en ambulance.”
Både arbejdstilsynet og flere patruljer er netop nu tilstede på byggepladsen i Skanderborg.
Man er endnu ikke bekendt med, hvorfor manden er faldet.
“Det er vi i gang med at undersøge nu derude,” siger Jesper Jensen.
Han kan ikke oplyse, hvor længe politiet vil arbejde på adressen endnu.
SE OGSÅ: TO MÆND FÅR BEGGE 14 ÅRS FÆNGSEL FOR DRAB I HADERSLEV
Vidner på stedet oplyser til Presse-fotos.dk, at de så den 29-årige blive kørt af sted i en ambulance med politieskorte.
OPDATERING KLOKKEN 19.02:
Sydøstjyllands Politi oplyser nu, at den 29-årige mand fortsat er i livsfare. Hans tilstand beskrives dog som stabil.
Undersøgelserne tyder på, at der blev arbejdet med en teleskoplæsser ved stilladset, da han faldt de cirka 15 meter ned.