Da en mand i oktober sidste år gik amok med en kniv mod to politibetjente, endte de med at være nødsaget til at skyde mod ham. Tirsdag er der faldet dom i den alvorlige sag.
Tirsdag har Retten i Glostrup idømt en mand fængsel efter en alvorlig hændelse den 19. oktober 2024.
En tidlig lørdag morgen skulle den nu 31-årige mand have sagt “jeg slår jer ihjel” til to betjente.
Det kom frem under retsmødet samme eftermiddag sidste år.
Sigtelsen lød på, at han havde forsøgt at dræbe to betjente med en kniv.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Under retsmødet kunne manden ikke selv være til stede, da han på det givne tidspunkt var under operation, efter politiet havde skudt ham.
Det kom frem, at politiet havde afgivet tre skud under hændelsen i Tyrens Kvarter i Ballerup.
Ifølge sigtelsen dengang, skulle han have trådt flere skridt frem mod betjentene med en kniv i hånden.
Det oplyses ikke, hvor mange skud der ramte den 31-årige.
‘Forsøg på grov vold’
På det sociale medie X har Vestegnens anklagere tirsdag oplyst, at der nu er faldet dom i sagen.
’31-årig mand idømt 7 måneders fængsel for forsøg på grov vold i forbindelse med, at han angreb to politifolk med kniv i Ballerup i oktober 2024. Under hændelsen affyrede politiet skud mod manden,’ skrives det.
Sagen blev kørt som en tilståelsessag, og den 31-årige modtog dommen.




